Foreningens love


Vedtaget ved den stiftende generalforsamling 4. april 1949 med ændringer af marts 1976 og marts 2024.

§1. Foreningens navn er Dansk Dendrologisk Forening, hjemsted Hørsholm.

§2. Foreningens formål er at fremme interessen for dendrologi i videste forstand og at arbejde for bevarelsen af særprægede træer, plantninger og bevoksninger.
Formålet søges fremmet ved afholdelse af møder og ekskursioner, ved indsamling af oplysninger om vedplanter, ved samarbejde med beslægtede foreninger og institutioner og ved udgivelse af publikationer.

§3. Som medlemmer optages såvel personer som institutioner. Foreningen fører en oversigt over medlemmernes navne, adresser og e-mail adresser. Der sendes kun post til e-mail adresse.
Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

§4. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt senest en måned før årets udgang

§5. Senest 1 uge efter årskontingentet er fastlagt af generalforsamlingen, udsendes pr. e-mail til medlemmerne opkrævning med angivelse af betalingsfrist og -metode, og oplysningerne vil samtidigt også komme til at fremgå af foreningens hjemmeside www.dendron.dk.
Har et medlem ikke betalt ved udløbet af fristen, giver bestyrelsen en kort, yderligere frist. Er kontingentet ikke betalt inden udløbet af denne frist, kan medlemmet slettes, indtil gælden er indfriet.

§6. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den årlige generalforsamling skal afholdes inden udgangen af marts. Indkaldelse til generalforsamling sker ved udsendelse til medlemmerne pr. e-mail samt ved opslag på foreningens hjemmeside senest 2 uger før generalforsamlingen.
Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Årsberetning.
3. Regnskab.
4. Plan for det kommende år.
5. Budget og kontingent.
6. Årsskriftet.
7. Forslag fra medlemmerne.
8. Valg til bestyrelse.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.
Forslag fra medlemmerne må være bestyrelsen i hænde inden 1. januar.

§7. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når bestyrelsen anser det for nødvendigt, eller mindst 10 navngivne medlemmer skriftligt begærer det. Indkaldelse og varsel som ved den ordinære generalforsamling.

§8. Afgørelser på generalforsamlinger sker ved afstemning. Er stemmerne lige, foretages ny afstemning. Såfremt mindst 5 af de tilstedeværende medlemmer forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt. Lovændringer fordrer 2/3 af de afgivende stemmer for at blive vedtaget.

§9. Bestyrelsen består af en formand og 6-9 medlemmer. Såvel formand som øvrige bestyrelse vælges af generalforsamlingen. Valgene gælder for en periode af 3 år. Efter en fuldstændig fornyelse af bestyrelsen kommer efter lodtrækning det første år 1/3 og det andet år 1/3 andre af bestyrelsesmedlemmerne på valg. Formanden er altid valgt for en periode af 3 år. Genvalg kan finde sted.
I tilfælde af vakance inden for bestyrelsen foretages ved førstkommende generalforsamling suppleringsvalg med gyldighed for resten af det afgåede medlems valgperiode.
Valgene kan på forlangende gøres skriftlige.

§10. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, leder foreningens anliggender og påser, at der skrives referat af generalforsamlingerne. Disse referater lægges op på foreningens hjemmeside. Her kan bestyrelsen tillige give meddelelser, annoncere møder og ekskursioner og efterfølgende lægge evt. referat heraf.
Bestyrelsesbeslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, i tilfælde af lige stemmer er formandens, subsidiært næstformandens stemme afgørende.

§11. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet udfærdiges af kassereren og revideres af to på generalforsamlingen valgte revisorer. Revisorerne og revisorsuppleanten vælges blandt foreningens medlemmer for et år ad gangen.

§12. Møder afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, normalt 2 gange årligt. På møderne holdes foredrag, gives referater eller indledes diskussioner om dendrologiske emner.
Hvert år afholdes som regel en flerdages og 2 eller 3 mindre ekskursioner.

§13. Foreningen udgiver Dansk Dendrologisk Årsskrift. Bestyrelsen udpeger redaktøren.

§14. Dansk Dendrologisk Forening stiftede i 1974 «Fonden for Træer og Miljø». Valg til de poster i Fondens organisation, som måtte tillægges Dansk Dendrologisk Forening ifølge den til enhver tid gældende fundats for Fonden, foretages af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

§15. Opløsning af foreningen kan kun vedtages af en generalforsamling, der indkaldes med mindst en måneds varsel. Hvert af foreningens medlemmer kan indsende skriftligt votum. For at opløsning kan finde sted, kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer. I tilfælde af opløsning afvikler den siddende bestyrelse snarest foreningens forpligtelser og afhænder eller bortskænker eventuelt inventar, tidsskriftlager og eventuelt overskud til en institution, hvis virksomhed ligger på linje med foreningens formål.

§16. Disse reviderede vedtægter træder i kraft d. 1. januar 2025.


Mere om foreningen
Du kan læse mere om foreningen via nedenstående links:
Foreningens bestyrelse
Kontakt foreningen
Foreningens love
Foreningens årsskrift
Foreningens hvervefolder
Bliv medlem